P.R.E.-hestens ryg
Ryggen er den region der forbinder manke med lænden, og skal
være af middel længde og bredde. Den skal være lige, fleksibel og med god
muskulatur, hvilket er med til at gøre den stærk.
Det er nødvendigt at ryggen skal være stærk for uden besvær at kunne holde til vægten fra en rytter, og for at kunne overføre impulser der modtages fra bagparten til forparten, og for at vægten fra de indre organer, som er ophængt i denne region, ikke tynger eller deformere den.
Musklerne på en korrekt bred ryg, såfremt de stærke og trænede, har en aktiv funktion i alle bevægelser, specielt i dem som former kroppen. Bredden af ryggen hænger som regel tæt sammen med udvikling af bringe og kurven på ribbenene. Har hesten en for bred ryg bliver den tøndeformet, og er den for smal får den en skarp overlinie.
En kort ryg er at foretrække på en hest der skal bære en tung vægt og en lang ryg giver en fordel hvis hesten skal kunne løbe hurtigt, da en lang fyg giver en større fleksibilitet. Ryggen bør derfor være af middel længde på en ridehest som den spanske hest da det giver balance mellem fleksibilitet og styrke.
Der er normalt at ryggen er 5-6 cm lavere end manken, men det kan godt være helt op til 10 cm i forskel, hvis hesten har høje torntappe ved manken og på kryds, hvilket giver ryggen en ”falsk” dybde. Men hvis ryggen er rigtig sunket og hesten er svajrygget, er ryggen overfleksibel, hvilket giver en meget blød og behagelig bevægelse, men det er på bekostning af styrken, hvorfor heste med svajet ryg er svage og har lille holdbarhed. Svajryggethed ses hyppigere hos hopper, og særligt hos gamle hopper, og skyldes som regel at de har båret mange føl, og i denne forbindelse har fejlen en mindre bagatel. Den modsatte fejl af svajryg er karperyg, og det bekoster fleksibiliteten i ryggen hvilket resulterer i ubehagelige og hårde bevægelser, og er ikke ønskværdig på en ridehest.
Galleri ryg:
Det er nødvendigt at ryggen skal være stærk for uden besvær at kunne holde til vægten fra en rytter, og for at kunne overføre impulser der modtages fra bagparten til forparten, og for at vægten fra de indre organer, som er ophængt i denne region, ikke tynger eller deformere den.
Musklerne på en korrekt bred ryg, såfremt de stærke og trænede, har en aktiv funktion i alle bevægelser, specielt i dem som former kroppen. Bredden af ryggen hænger som regel tæt sammen med udvikling af bringe og kurven på ribbenene. Har hesten en for bred ryg bliver den tøndeformet, og er den for smal får den en skarp overlinie.
En kort ryg er at foretrække på en hest der skal bære en tung vægt og en lang ryg giver en fordel hvis hesten skal kunne løbe hurtigt, da en lang fyg giver en større fleksibilitet. Ryggen bør derfor være af middel længde på en ridehest som den spanske hest da det giver balance mellem fleksibilitet og styrke.
Der er normalt at ryggen er 5-6 cm lavere end manken, men det kan godt være helt op til 10 cm i forskel, hvis hesten har høje torntappe ved manken og på kryds, hvilket giver ryggen en ”falsk” dybde. Men hvis ryggen er rigtig sunket og hesten er svajrygget, er ryggen overfleksibel, hvilket giver en meget blød og behagelig bevægelse, men det er på bekostning af styrken, hvorfor heste med svajet ryg er svage og har lille holdbarhed. Svajryggethed ses hyppigere hos hopper, og særligt hos gamle hopper, og skyldes som regel at de har båret mange føl, og i denne forbindelse har fejlen en mindre bagatel. Den modsatte fejl af svajryg er karperyg, og det bekoster fleksibiliteten i ryggen hvilket resulterer i ubehagelige og hårde bevægelser, og er ikke ønskværdig på en ridehest.
Galleri ryg: