Skimmel: Det grå guld
Historie
”Ungheste hvis natur indeholder alle fire elementer (jord, luft, vand og ild) i lige portioner vil være perfekte; de har grå pels og vil være meget noble”. Denne overbevisning var baggrunden for den beslutning der lå bag at skimmel pelsfarve skulle have høj prioritet i skabelsen af den spanske hest.
Avlen af den rene spanske hest blev grundlagt af den spanske kong Philip II i 16-hundredetallet, hvor renæssancen havde sit tag i hele den Europæiske adel. Den antikke græske tankegang og videnskab var dybt beundret og satte dagsordenen for mange overbevisninger over alt i Europa. Man mente, at hver hestefarve havde en forbindelse til et af de fire grundelementer, og at man derved kunne forudsige en unghests natur og temperament. Troen var så udbredt at heste der blev valgt til at skildre en mytisk kamp, til at profetere sejr i et slag, eller til at overbringe gode nyheder, altid var hvide; den gode prins rider altid på en hvid hest, og den slemme på en sort.
Alle typer af heste og i alverdens farver blev brugt til at grundlægge den spanske hest, men den dominerende farve blev hurtigt skimmel eftersom der blev selekteret for denne farve. I 1756 var 72.72% af alle spanske heste skimle. Efter den franske invasion i starten af 1800-tallet, blev brun den foretrukne farve og skimmel kom på en andenplads, og i 1822 var 20,37% af hestene i de kongelige stalde i Cordoba skimle og 49,28 % var brune. Andre farver som før sjældent sås fordi de var kamufleret med skimmel, dukkede også op; de sorte repræsenterede 18 %, og 9,47 % var bayo (buckskin). I 1831 kom skimmel igen på mode, og den har dominereret racen lige siden. Så bortset fra en kort periode i 1800-tallet har skimmel været den mest udbredte farve hos de spanske heste, og man kan derfor med rette sige at den er kendetegnet for denne fantastiske, smukke og noble hest.
”Ungheste hvis natur indeholder alle fire elementer (jord, luft, vand og ild) i lige portioner vil være perfekte; de har grå pels og vil være meget noble”. Denne overbevisning var baggrunden for den beslutning der lå bag at skimmel pelsfarve skulle have høj prioritet i skabelsen af den spanske hest.
Avlen af den rene spanske hest blev grundlagt af den spanske kong Philip II i 16-hundredetallet, hvor renæssancen havde sit tag i hele den Europæiske adel. Den antikke græske tankegang og videnskab var dybt beundret og satte dagsordenen for mange overbevisninger over alt i Europa. Man mente, at hver hestefarve havde en forbindelse til et af de fire grundelementer, og at man derved kunne forudsige en unghests natur og temperament. Troen var så udbredt at heste der blev valgt til at skildre en mytisk kamp, til at profetere sejr i et slag, eller til at overbringe gode nyheder, altid var hvide; den gode prins rider altid på en hvid hest, og den slemme på en sort.
Alle typer af heste og i alverdens farver blev brugt til at grundlægge den spanske hest, men den dominerende farve blev hurtigt skimmel eftersom der blev selekteret for denne farve. I 1756 var 72.72% af alle spanske heste skimle. Efter den franske invasion i starten af 1800-tallet, blev brun den foretrukne farve og skimmel kom på en andenplads, og i 1822 var 20,37% af hestene i de kongelige stalde i Cordoba skimle og 49,28 % var brune. Andre farver som før sjældent sås fordi de var kamufleret med skimmel, dukkede også op; de sorte repræsenterede 18 %, og 9,47 % var bayo (buckskin). I 1831 kom skimmel igen på mode, og den har dominereret racen lige siden. Så bortset fra en kort periode i 1800-tallet har skimmel været den mest udbredte farve hos de spanske heste, og man kan derfor med rette sige at den er kendetegnet for denne fantastiske, smukke og noble hest.
Fakta
Skimmel antages af mange hesteejere og avlere at være en basisfarve, men skimmel er et arveligt anlæg der påvirker alle hestefarver uanset lød, nuance og mønster. Generelt fødes skimle heste farvede og får progressivt hvide hår over hele kroppen, efterhånden som de bliver ældre. Denne proces starter normalt allerede, når de er føl ved, at de får hvide ringe i pelsen rundt om øjnene. Hoved og ben er som regel noget af det første, der involveres i skimmelprocessens tidlige stadie. Skimler er ofte blommede til en hvis grad gennem skimmelprocessen. Hastigheden af skimmelprocessen varierer fra individ til individ og til en hvis grad fra race til race.
Skimmel betragtes af mange videnskabsmænd som en arvelig defekt. Det der sker, er, at olierne i huden ”tørrer ud” i overfladelagende. Rødderne af de hår, der gror i disse lag, tørrer også ud og derved gror håret ud uden pigmentering det vil sige, at det er hvidt. De hår, der har rødder, der ligger dybere i huden, vil forsat være farvet, indtil deres lag også ”udtørrer”. Det er også denne forstyrrelse, der gør, at skimlede heste har større chance for at udvikle melanoma (nærmere her om senere).
Skimmelprocessen
Der findes to hovedtyper af skimler, der begge ses hos spanske heste. Den ene type mister hurtigt pigment i langhårene, så disse bliver hvide. Denne type af heste kan blive helt hvide med alderen, dog beholder de normalvis pigment i huden. Det kan være svært at skelne en helt afbleget skimmel fra en ægte hvid hest, men den ægte hvide hest har ikke pigment i huden.
Den anden type af skimler har tendens til at beholde mørkt pigment i langhårene, og har også tendens til at beholde nogle mørke hår på krop og ekstremiteter. Denne type skimmelproces har tendens til at stabilisere sig, og de fleste af dem bliver aldrig helt hvide.
Hos føl, der fødes som skimler, sker der ofte en interaktion mellem skimmelanlægget og basisfarven. Det medfører, at før den skimler ”rigtig op”, opstår der en gradvis mørkning af pelsen, så pelsen bliver sort eller tæt på sort. Dette betyder ikke, at basisfarven er sort. Føl, der forbliver sorte, fødes normalt mussegrå, mens føl, der fødes sorte, normalt bliver skimlede. På grund af denne mørkningsproces kan det være meget svært at bestemme hestens basisfarve. Det er lettere at bestemme den originale basisfarve af føllet kort tid efter, at det er født end senere. Nogen gange starter mørkningsprocessen allerede før føllet er født, så det kan være meget misvisende at skulle bestemme basisfarve på skimlede heste. Det klares lettest og mere præcist med en DNA-test, der kan opklare dette.
Nogle skimlede heste, der har farven lys brun eller lys rød mørkner ikke op, men bevarer den røde farve i de hår, der endnu ikke har mistet pigmentet. Røde heste, hvor det sker, kaldes på engelsk rose gray. På dansk kaldes disse heste rosenskimmel eller rødskimler. Med den sidste betegnelse kan der let opstå misforståelser. Det er ikke mange årtier siden i Danmark, at rød permanentskimmel og nogle varianter af rød knabstrupperlød også blev betegnet som værende rødskimler. Meget lyse hestefarver som gul og palomino mørkner normalt heller ikke op, men forbliver i deres lyse farve, indtil de gradvist mister pigmentet i hårene. Sædvanligvis bliver disse heste lysere end heste med den mørkere basisfarve. Heste, der har meget lyse farver som ved cremelloen, er så lyse, at det ikke bemærkes, hvis de også er skimlede.
De to billedserier her under viser skimlingsprocessen. Den øverste serie viser en proces hvor basisfarven er brun, og hestene bliver lysere uden først at mørkne op. Den nederste serie viser processen hvor hestene starte med at være meget mørke. Alle ender nogenlunde op som den hest der er nederst til højre.
Historie
”Ungheste hvis natur indeholder alle fire elementer (jord, luft, vand og ild) i lige portioner vil være perfekte; de har grå pels og vil være meget noble”. Denne overbevisning var baggrunden for den beslutning der lå bag at skimmel pelsfarve skulle have høj prioritet i skabelsen af den spanske hest.
Avlen af den rene spanske hest blev grundlagt af den spanske kong Philip II i 16-hundredetallet, hvor renæssancen havde sit tag i hele den Europæiske adel. Den antikke græske tankegang og videnskab var dybt beundret og satte dagsordenen for mange overbevisninger over alt i Europa. Man mente, at hver hestefarve havde en forbindelse til et af de fire grundelementer, og at man derved kunne forudsige en unghests natur og temperament. Troen var så udbredt at heste der blev valgt til at skildre en mytisk kamp, til at profetere sejr i et slag, eller til at overbringe gode nyheder, altid var hvide; den gode prins rider altid på en hvid hest, og den slemme på en sort.
Alle typer af heste og i alverdens farver blev brugt til at grundlægge den spanske hest, men den dominerende farve blev hurtigt skimmel eftersom der blev selekteret for denne farve. I 1756 var 72.72% af alle spanske heste skimle. Efter den franske invasion i starten af 1800-tallet, blev brun den foretrukne farve og skimmel kom på en andenplads, og i 1822 var 20,37% af hestene i de kongelige stalde i Cordoba skimle og 49,28 % var brune. Andre farver som før sjældent sås fordi de var kamufleret med skimmel, dukkede også op; de sorte repræsenterede 18 %, og 9,47 % var bayo (buckskin). I 1831 kom skimmel igen på mode, og den har dominereret racen lige siden. Så bortset fra en kort periode i 1800-tallet har skimmel været den mest udbredte farve hos de spanske heste, og man kan derfor med rette sige at den er kendetegnet for denne fantastiske, smukke og noble hest.
Depigmentering
Hos begge typer af skimler forbliver huden pigmenteret, dog sker der en fremskridende depigmentering af huden hos nogle heste. Det vil sige at huden i områder bliver lyserød, og det er i sær der hvor huden er tynd eller arret, og udsættes for meget sollys; omkring øjne og mule, kønsdele og lyse. Nogen gange ses depigmentering som pletter og andre gange er huden nærmest stribet af lyserød og sort hud. Depigmentering er især almindeligt hos heste af spansk oprindelse som PRE, Lusitano og Lipizzaner, og starter typisk når hestene er i alderen fra 4-10 år. Der ses også tit depigmentering i forbindelse med brændemærker. Brændemærkning efterlader ofte en arret nøgen hud, og har hesten tendens til at depigmentere, opstår ofte en blanding af depigmenteret og pigmenteret ud i brændemærket, som godt kan få brændemærket til næsten at lige et kødsår.
Heste med to skimmelgener ses hyppigt hos den spanske hest (se senere afsnit om genetik). De bliver ofte hurtigt hvide og det er ikke ualmindeligt at huden depigmenterer til en hvis grad. De forveksles let med hvidfødte heste, og nogle er helt hvide allerede i en alder af to år.
Neden for ses to billeder med eksempler på depigmentering. T.v.: Brændemærke der er depigmenteret. T.h.: Mule der er depigmenteret.
”Ungheste hvis natur indeholder alle fire elementer (jord, luft, vand og ild) i lige portioner vil være perfekte; de har grå pels og vil være meget noble”. Denne overbevisning var baggrunden for den beslutning der lå bag at skimmel pelsfarve skulle have høj prioritet i skabelsen af den spanske hest.
Avlen af den rene spanske hest blev grundlagt af den spanske kong Philip II i 16-hundredetallet, hvor renæssancen havde sit tag i hele den Europæiske adel. Den antikke græske tankegang og videnskab var dybt beundret og satte dagsordenen for mange overbevisninger over alt i Europa. Man mente, at hver hestefarve havde en forbindelse til et af de fire grundelementer, og at man derved kunne forudsige en unghests natur og temperament. Troen var så udbredt at heste der blev valgt til at skildre en mytisk kamp, til at profetere sejr i et slag, eller til at overbringe gode nyheder, altid var hvide; den gode prins rider altid på en hvid hest, og den slemme på en sort.
Alle typer af heste og i alverdens farver blev brugt til at grundlægge den spanske hest, men den dominerende farve blev hurtigt skimmel eftersom der blev selekteret for denne farve. I 1756 var 72.72% af alle spanske heste skimle. Efter den franske invasion i starten af 1800-tallet, blev brun den foretrukne farve og skimmel kom på en andenplads, og i 1822 var 20,37% af hestene i de kongelige stalde i Cordoba skimle og 49,28 % var brune. Andre farver som før sjældent sås fordi de var kamufleret med skimmel, dukkede også op; de sorte repræsenterede 18 %, og 9,47 % var bayo (buckskin). I 1831 kom skimmel igen på mode, og den har dominereret racen lige siden. Så bortset fra en kort periode i 1800-tallet har skimmel været den mest udbredte farve hos de spanske heste, og man kan derfor med rette sige at den er kendetegnet for denne fantastiske, smukke og noble hest.
Depigmentering
Hos begge typer af skimler forbliver huden pigmenteret, dog sker der en fremskridende depigmentering af huden hos nogle heste. Det vil sige at huden i områder bliver lyserød, og det er i sær der hvor huden er tynd eller arret, og udsættes for meget sollys; omkring øjne og mule, kønsdele og lyse. Nogen gange ses depigmentering som pletter og andre gange er huden nærmest stribet af lyserød og sort hud. Depigmentering er især almindeligt hos heste af spansk oprindelse som PRE, Lusitano og Lipizzaner, og starter typisk når hestene er i alderen fra 4-10 år. Der ses også tit depigmentering i forbindelse med brændemærker. Brændemærkning efterlader ofte en arret nøgen hud, og har hesten tendens til at depigmentere, opstår ofte en blanding af depigmenteret og pigmenteret ud i brændemærket, som godt kan få brændemærket til næsten at lige et kødsår.
Heste med to skimmelgener ses hyppigt hos den spanske hest (se senere afsnit om genetik). De bliver ofte hurtigt hvide og det er ikke ualmindeligt at huden depigmenterer til en hvis grad. De forveksles let med hvidfødte heste, og nogle er helt hvide allerede i en alder af to år.
Neden for ses to billeder med eksempler på depigmentering. T.v.: Brændemærke der er depigmenteret. T.h.: Mule der er depigmenteret.
Melanomer
De fleste skimler udvikler melanomer med alderen, hvilket er tumorer af de pigmentproducerende celler i huden. Disse melanomer starter normalt som godartede knuder, men kan udvikle sig til cancer. Der menes at være en tendens til at heste som har to skimmelgener (har arvet et fra hver forælder) hurtigere udvikler melanomer end heste der kun har et skimmelgen. Der er også en tendens til at heste der er udsat for kraftig sol hurtigere udvikler melanomer. Hos heste uden skimmelgener ses melanomer meget sjældent.
Aftegn hos skimler
Primitive aftegn
Skimlede heste har også ofte såkaldte primitive aftegn især i deres unge år. Det inkluderer ål såvel som zebrastriber på ben og skulder.
Fluepletter
Der er mange varianter af skimmel. Det er almindeligt, at skimle heste beholder små prikker eller pletter af farver over hele pelsen. Disse skimler kaldes flueskimler, og fluepletterne er sædvanligvis røde, men kan også være sorte. Det er fristende at antage, at farverne på disse prikker kan give en nøgle til hestens egentlige basisfarve, men det er aldrig blevet bevist.
Blodskulder
Nogle skimler får også store uklare, farvede mærker, når de bliver ældre. Dette fænomen kaldes for blodskulder (eng.: blood marks) også selv om mærkerne ikke er på skulderen. Områderne bliver sædvanligvis større med alderen, og er til en vis grad uafhængig af kropsfarve og den øvrige skimlingsproces. Der er ikke påvist arvelighed af blodskulder, men de kan snarere betragtes som individuelle modermærker. De dukker som regel først op når skimmelprocessen er forholdsvis fremskredet.
Almindelige hvide aftegn
Skimler har ofte hvide aftegn, men de er større og mere uregelmæssige end de ville have været hvis hesten ikke vær skimmel, og derfor kan det hos føllet være en indikator for om det senere vil skimle op.
Billederne her under viser (fra venstre): 1: Skimmel med fluepletter, 2: Hest med blodskulder på hovedet, 3 og 4: ungheste med almindelige hvide aftegn, som det typsik ses hos skimler med uregelmæssig afgrænsninger/kanter.
Genetikken bag skimmel
Skimmel er et dominant arveanlæg og er blevet tildelt G-locus (G for Grey). Der findes to gener for denne locus: G, som giver skimmel, og g, som giver ikke-skimmel. To gener kan kombinerers på tre måder:
GG: er skimler (homozygot for skimmel, har to skimmelgener)
Gg: er skimler (heterozygot for skimmel, har et skimmelgen)
gg: er ikke-skimler (homozygot for ikke-skimmel, har ingen skimmelgener)
Det vil sige at hvis hesten har et skimmelgen vil det altid blive skimmel, og det kræver at mindst en forældre er skimmel
To heste, der begge har et skimmelgen for skimmel, kan altså godt få ikke-skimlede føl sammen.
Skimler, der har to skimmelgener, kan kun få skimlede føl, uanset om de krydses med helfarvede eller skimle heste.
Heste, der er helfarvede, dvs. de har ikke skimmelgener, vil kun kunne få skimlede afkom, hvis de krydses med en skimlet hest. Helfarvede heste kan altså ikke selv give skimmel videre. Det vil altså sige, at to helfarvede heste ikke kan få skimlede afkom sammen uanset, hvor mange gange skimmel ellers optræder i deres stamtavle, og det er ens for alle hesteracer.
Det ses ofte i spanske stambøger, at to helfarvede heste står som forældre til et skimlet føl, men det skyldes ene og alene fejlregistrering af farve, enten på føllet, eller på en af forældrene. Hvad værre er, så kan hingsten være forkert angivet. Forket angivelse af hingsten kan dog ikke forekomme i dag, da der laves DNA-verifikation af forældrene, men før man begyndte med blodprøveverifikation er der ikke sikkerhed.
Skimmel er et af de anlæg, der er udforsket allermest, og man har 100% bevis for, hvordan det nedarves. Men hvordan hesten skimler, er endnu ikke klarlagt, det er der andre anlæg, der står for. Teorien er så sikker, at nogle forskere går så vidt som til at postulere, at alle skimle heste har aner tilbage fra samme oprindelige skimle hest. Det er en proces, der er så kompliceret, at det ganske enkelt ikke kan opstå via en tilfældig forekommende mutation. En af de undersøgelser, der ligger til grund for klarlæggelsen af arveligheden for skimmel, er foretaget af Frederick Tesio i 1958. Han analyserede alle fuldblodsstambøger og kiggede på enhver registreret fuldblod, der havde levet indtil da, hvilket drejede sig om flere tusinde heste. Der var kun 44 eksempler på, at optegnelserne i stambøgerne ikke stemte overens, med den ovenfor beskrevne regel for arvelighed af skimmel. 41 af de 44 afvigelser kunne klassificeres under følgende 5 kategorier:
1. Det var svært at opnå præcise stambogsdata.
2. Hestene havde aldrig startet løb, og deres pelsfarve var derfor aldrig blevet evalueret.
3. Nogle var registreret som havende en roan forælder (roan er permanentskimmel, og blev tit før i tiden forvekslet med ægte skimmel).
4. Den ene forælder var skimlet sent, men det var aldrig blevet registeret.
5. I få tilfælde havde hoppen været bedækket med både en skimmel og en helfarvet hingst, men kun den helfarvede hingst var blevet registeret.
De sidste 3 tilfælde var ikke muligt at opklare på grund af manglende data.
Tesio afsluttede sit studie med at konkludere, at de tilfælde, der afveg fra normalen, var inden for den usikkerhedsgrænse, der kan accepteres, når der er tale om statistik.
Nedarvning af fluepletter:
For fluepletter er nedarvningsprofilen endnu ikke påvist, men det vides, at to skimler uden fluepletter kan få føl med fluepletter, og derfor tyder det på, at tendensen til fluepletter er en recessiv arv. Det nedarves uafhængigt af skimmelgenerne, men omvendt kommer de kun til syne, hvis skimmel-genet (G) er til stede. Altså kan en ikke-skimmel også være bærer af fluepletter, det ses bare først, hvis forælderdyret får skimlede afkom, der arver denne effekt.
Betegnelser
Der bruges bestemte navne til at kendetegne skimler på forskellige stadier. En abildgrå eller æbleskimmel har blommer, gråskimmel har ingen blommer og sort- eller blåskimmel er meget mørke. Disse betegnelser kan bruges til at beskrive, hvilket stadie af skimlingsprocessen hesten er i, men er ubrugelige til en permanent identifikation af hesten, fordi alle skimle heste bliver lysere og lysere med alderen. De fleste skimler vil på et eller andet tidspunkt være blommede, æbleskimlede.
Billederne her under:
Første billede viser en bayofarvet hest som skimler. Andet billeder viser en skimmel hingst der er blevet helt hvid. Tredje billede viser en blommeskimmel/æbleskimmel. Det vil kun være en kort årrække hesten vil have disse fine blommer; efterhånden som den skimler op vil de blive udhvisket.
Skimmel er et dominant arveanlæg og er blevet tildelt G-locus (G for Grey). Der findes to gener for denne locus: G, som giver skimmel, og g, som giver ikke-skimmel. To gener kan kombinerers på tre måder:
GG: er skimler (homozygot for skimmel, har to skimmelgener)
Gg: er skimler (heterozygot for skimmel, har et skimmelgen)
gg: er ikke-skimler (homozygot for ikke-skimmel, har ingen skimmelgener)
Det vil sige at hvis hesten har et skimmelgen vil det altid blive skimmel, og det kræver at mindst en forældre er skimmel
To heste, der begge har et skimmelgen for skimmel, kan altså godt få ikke-skimlede føl sammen.
Skimler, der har to skimmelgener, kan kun få skimlede føl, uanset om de krydses med helfarvede eller skimle heste.
Heste, der er helfarvede, dvs. de har ikke skimmelgener, vil kun kunne få skimlede afkom, hvis de krydses med en skimlet hest. Helfarvede heste kan altså ikke selv give skimmel videre. Det vil altså sige, at to helfarvede heste ikke kan få skimlede afkom sammen uanset, hvor mange gange skimmel ellers optræder i deres stamtavle, og det er ens for alle hesteracer.
Det ses ofte i spanske stambøger, at to helfarvede heste står som forældre til et skimlet føl, men det skyldes ene og alene fejlregistrering af farve, enten på føllet, eller på en af forældrene. Hvad værre er, så kan hingsten være forkert angivet. Forket angivelse af hingsten kan dog ikke forekomme i dag, da der laves DNA-verifikation af forældrene, men før man begyndte med blodprøveverifikation er der ikke sikkerhed.
Skimmel er et af de anlæg, der er udforsket allermest, og man har 100% bevis for, hvordan det nedarves. Men hvordan hesten skimler, er endnu ikke klarlagt, det er der andre anlæg, der står for. Teorien er så sikker, at nogle forskere går så vidt som til at postulere, at alle skimle heste har aner tilbage fra samme oprindelige skimle hest. Det er en proces, der er så kompliceret, at det ganske enkelt ikke kan opstå via en tilfældig forekommende mutation. En af de undersøgelser, der ligger til grund for klarlæggelsen af arveligheden for skimmel, er foretaget af Frederick Tesio i 1958. Han analyserede alle fuldblodsstambøger og kiggede på enhver registreret fuldblod, der havde levet indtil da, hvilket drejede sig om flere tusinde heste. Der var kun 44 eksempler på, at optegnelserne i stambøgerne ikke stemte overens, med den ovenfor beskrevne regel for arvelighed af skimmel. 41 af de 44 afvigelser kunne klassificeres under følgende 5 kategorier:
1. Det var svært at opnå præcise stambogsdata.
2. Hestene havde aldrig startet løb, og deres pelsfarve var derfor aldrig blevet evalueret.
3. Nogle var registreret som havende en roan forælder (roan er permanentskimmel, og blev tit før i tiden forvekslet med ægte skimmel).
4. Den ene forælder var skimlet sent, men det var aldrig blevet registeret.
5. I få tilfælde havde hoppen været bedækket med både en skimmel og en helfarvet hingst, men kun den helfarvede hingst var blevet registeret.
De sidste 3 tilfælde var ikke muligt at opklare på grund af manglende data.
Tesio afsluttede sit studie med at konkludere, at de tilfælde, der afveg fra normalen, var inden for den usikkerhedsgrænse, der kan accepteres, når der er tale om statistik.
Nedarvning af fluepletter:
For fluepletter er nedarvningsprofilen endnu ikke påvist, men det vides, at to skimler uden fluepletter kan få føl med fluepletter, og derfor tyder det på, at tendensen til fluepletter er en recessiv arv. Det nedarves uafhængigt af skimmelgenerne, men omvendt kommer de kun til syne, hvis skimmel-genet (G) er til stede. Altså kan en ikke-skimmel også være bærer af fluepletter, det ses bare først, hvis forælderdyret får skimlede afkom, der arver denne effekt.
Betegnelser
Der bruges bestemte navne til at kendetegne skimler på forskellige stadier. En abildgrå eller æbleskimmel har blommer, gråskimmel har ingen blommer og sort- eller blåskimmel er meget mørke. Disse betegnelser kan bruges til at beskrive, hvilket stadie af skimlingsprocessen hesten er i, men er ubrugelige til en permanent identifikation af hesten, fordi alle skimle heste bliver lysere og lysere med alderen. De fleste skimler vil på et eller andet tidspunkt være blommede, æbleskimlede.
Billederne her under:
Første billede viser en bayofarvet hest som skimler. Andet billeder viser en skimmel hingst der er blevet helt hvid. Tredje billede viser en blommeskimmel/æbleskimmel. Det vil kun være en kort årrække hesten vil have disse fine blommer; efterhånden som den skimler op vil de blive udhvisket.
Spanske betegnelser for
skimmel:
Der findes rigtig mange betegnelser for at beskrive de forskellige stadier af skimmel på spansk. I nedenstående tabel ses nogen af dem, og endvidere er listet de betegnelser der bruges om andre fænomener som hyppigt ses hos skimler:
Der findes rigtig mange betegnelser for at beskrive de forskellige stadier af skimmel på spansk. I nedenstående tabel ses nogen af dem, og endvidere er listet de betegnelser der bruges om andre fænomener som hyppigt ses hos skimler:
Flere betegnelser kan bruges i
kombination med de andre betegnelser for skimmel. Fx betenges en blommeskimmel
som har flere mørke end hvide hår: ”Tordo Rodado en fondo oscura”. En
blommeskimmel der har flere hvide end mørke hår betetnes: ”Tordo Rodado en fondo
claro”.
De sidste 10 år har andre farver en skimmel været på mode inden for P.R.E.-avlen, og skyldes primært at folk i højere grad efterspørger det usædvanlige. En fordel er at alle de spændende farver som skimmelanlægget har skjult begynder at dukke frem, og der ses en stor mangfoldighed inden for farver hos P.R.E.-heste, inkl. Farver der er så sjældne at de kun ses hos P.R.E.-heste og hesteracer der har aner hos P.R.E.-hestene. Denne mode vil fortsætte mange år endnu, og har allerede sat sit præg. I dag nærmer andelen af P.R.E.-heste der fødes i en anden farve end skimmel sig 50 %. Det har også den ulempe at der på nogle stutterier fokuseres mere på farveavl end på kvalitet; mange går efter princippet at de siger farverne vil vi have først, og dernæst avler vi kvalitet ind, og det er udelukkende fordi specialfarver er rigtig mange penge værd lige nu. Det bliver spændende at følge avlen de næste årtier, og man må håbe at der kommer et tidpunkt hvor alle farver er lige meget værd, og det er hestens kvalitet der kommer i første række. Skimmel var et oprindeligt mål for avlen af rene spanske heste, og det har altid været kendetegnet for vores hesterace, og det vil det nok altid være uanset mode.
De sidste 10 år har andre farver en skimmel været på mode inden for P.R.E.-avlen, og skyldes primært at folk i højere grad efterspørger det usædvanlige. En fordel er at alle de spændende farver som skimmelanlægget har skjult begynder at dukke frem, og der ses en stor mangfoldighed inden for farver hos P.R.E.-heste, inkl. Farver der er så sjældne at de kun ses hos P.R.E.-heste og hesteracer der har aner hos P.R.E.-hestene. Denne mode vil fortsætte mange år endnu, og har allerede sat sit præg. I dag nærmer andelen af P.R.E.-heste der fødes i en anden farve end skimmel sig 50 %. Det har også den ulempe at der på nogle stutterier fokuseres mere på farveavl end på kvalitet; mange går efter princippet at de siger farverne vil vi have først, og dernæst avler vi kvalitet ind, og det er udelukkende fordi specialfarver er rigtig mange penge værd lige nu. Det bliver spændende at følge avlen de næste årtier, og man må håbe at der kommer et tidpunkt hvor alle farver er lige meget værd, og det er hestens kvalitet der kommer i første række. Skimmel var et oprindeligt mål for avlen af rene spanske heste, og det har altid været kendetegnet for vores hesterace, og det vil det nok altid være uanset mode.